Den verden, vi kender, er i opbrud. Regeringer, kommuner, virksomheder, institutioner, NGO’er og mennesker, kæmper på hver deres måde med at begribe det 21. århundrede og navigere det trygt, klogt og sikkert.
Derfor behøver vi ny dannelse og uddannelse. Både ny forståelse, og nye måder at at lære på.
Nordic Bildung er sat i verden for at gøre det 21. århundrede begribeligt, så vi kan skabe en fremtid globalt, der er lige så meningsfuld og god, som de nordiske samfund i industrialderen.
Derfor har vi bl.a. udviklet Nordic Bildung Future Academy, og vi arbejder som konsulenter. Bl.a. på Nordbyskolen på Falster. Desuden udgiver vi bøger og meget mere.
Vi arbejder på dansk, engelsk og svensk. Vores bøger er på engelsk og dansk, vores papers og podcasten Nordic Metamodern er p.t. kun på engelsk.
Grundtvig, her malt i det danskeste af det danske: sovsekulør og maizenajævning — samt med en bombe i profetens fraværende turban.
Maleriet findes på vores kontor.
En virksomhed eller en bevægelse?
Nordic Bildung er etableret som en forening og hører hjemme i København. Vi har tre hovedformål:
- At gøre begrebet dannelse kendt og udbredt globalt; det skal være lige så naturligt at tale om dannelse som at tale om uddannelse på alverdens sprog.
- At finde og udbrede de bedste dannelsestiltag kloden rundt, især fra Norden, naturligvis, hvor dannelse har en lang og dyb tradition, og hvor vi har en stærk pædagogisk tradition for at arbejde med dannelse. Ikke mindst som det foregår på vores højskoler og efterskoler samt i folkeoplysningen / folkbildningen generelt.
- At gøre det 21. århundrede begribeligt og skabe metamoderne visioner for fremtiden samt at gøre arbejdet med fremtiden til folkeoplysning / folkedannelse / folkbildning.
Nordic Bildung bringer futurisme og folkeoplysning sammen, og vi gør det globalt.
Nordic Bildung blev startet i marts 2018, og ud over de allerede nævnte aktiviteter har vi Global Bildung Network med frivillige på fire kontinenter. Vi arrangerer også European Bildung Day hvert år på Europadagen 9. maj, samt Global Bildung Day to gange om året: Når det er jævndøgn, og dagen har samme længde kloden rundt.
Desuden har vi en løbende produktion af indhold, der kan bistå os i at begribe og håndtere det 21. århundrede.
Fordi det 21. århundredes erkendelse ligger ud over det 20. århundredes erkendelse, har vi brug for nye ord og begreber. Derfor arbejder vi bl.a. på at opbygge et begrebsapparat; vi er så småt begyndt her: https://www.nordicbildung.org/lexicon/
Sønner! der er stort i Gjære Gjennem en kaotisk Strid, Der er meget nu at lære, Mest dog at forstaa sin Tid;N. F. S. GRUNDTVIGS Poetiske Skrifter, del 6
Kan man hedde Nordic Bildung?
Mange studser over vores navn, Nordic Bildung: “nordisk” på engelsk og “dannelse” på tysk??? Hvordan kan man dét?
Det har vist sig, at det fungerer forrygende godt uden for Danmark, når vi taler engelsk.
Faktisk lidt for godt. Mange er begyndt at referere til det, vi kalder folkeoplysning i Danmark og Norge, folkbildning i Sverige, som Nordic bildung på grund af os. Dvs. vores navn begynder at blive synonym med folkeoplysning på engelsk.
Der findes nemlig ikke nogen gode ord for dannelse og folkeoplysning på engelsk. Så der bruger man det tyske Bildung for dannelse, og folkeoplysning hedder mange ting, som fx Adult Learning and Education (ALE) eller life-long learning.
I 2020 blev bogen The Nordic Secret oversat til ukrainsk, og vores ukrainske venner spurgte, om de måtte oversætte “bildung” til “nordic bildung”, hvilket vi talte dem fra.
Metamoderne Grundtvig eller vi går Kold!
Når vi ser på resten af verden og sammenligner med Norden, er der ingen tvivl om, at Grundtvig har haft en enorm og enormt positiv indflydelse på vores samfund.
Når man er i Danmark, kan det til gengæld godt blive lidt klaustrofobisk med den historiske Grundtvig. Hvilket er ironisk, for Grundtvig hentede en stor del af sin inspiration i udlandet.
Derfor forholder vi os både traditionelt, kærligt, kritisk og ironisk til Grundtvig. Kort sagt: vores forhold til Grundtvig er metamoderne.
Den, som knækkede den pædagogiske kode til folkeoplysningen, var Chresten Kold. Hans genistreg var fortællingen, samtalen og ligeværdigheden mellem lærer og elever.
Vi trækker således på begge d’herrer og den arv, de har givet os.
Vi føler en forpligtelse til at gøre resten af verden bekendt med de muligheder, som dannelse og den nordiske pædagogik giver.
Ifølge den svenske professor Lars Trägårdh er vi derfor måske en lille smule udanske. For som han siger: Danskerne ved, de har verdens bedste samfund, men de ser det ikke som deres opgave at udbrede det; det er kun for danskerne.
Det vil vi gerne lave om på. Især ude i verden.
Lene Rachel Andersen i en samtale med svenske Lars Trägårdh, professor i historie og medforfatter til Är svenskan människa. En samtale om forskellene mellem Danmark og Sverige, og mellem dansk og svensk identitet og nationalisme.
Vores ukrainske venner, som er i gang med at starte en højskole og en bildungbevægelse, er direkte inspireret af Danmark og Sverige.
The Nordic Secret, teoretisk fundament og historien bag
Nordic Bildung bygger i høj grad på Lene Rachel Andersens arbejde med bogen The Nordic Secret (red.Tomas Björkman, Fri Tanke 2017).
Bogen kortlægger den bildungfilosofi, som Grundtvig og Kold tog udgangspunkt i, da de opfandt højskolen.
Det tog Lene to år at researche og skrive bogen. Bl.a. har hun læst mange af de tyske kilder som fx Herder, Goethe, Schiller, von Humboldt og Fichte samt Schweizeren Pestalozzi på tysk.
Desuden har hun gravet ned i både danske, norske og svenske originalkilder fra 1800-tallet for at finde ud af, hvem der sagde hvad om dannelse og højskoler hvornår.
I bogen sammenlignes det oprindelige dannelsesbegreb med moderne udviklingspsykologi. De to ting er bestemt ikke det samme, men der er et overlap. Lighederne viser, at de oprindelige dannelsestænkere for 200-250 år siden havde en utroligt sofistikeret forståelse af vores psykologiske udvikling.
Den folkeoplysning, der kom ud af denne forståelse, er den nordiske hemmelighed.